Skråningen

Tvethøjvej, 4320 Lejre

Bygherre
EcoVillage og CASA
Entrepriseform
Totalentreprise
Arkitekt
Vandkunsten
Areal
9.900 m²
Scandi Byg har opført i alt 99 boliger til bofællesskaberne Skråningen I og II i den bæredygtige økolandsby i Lejre. Byggerierne er miljøcertificeret med Svanemærket og opført som miljørigtigt træbyggeri i dansk producerede moduler. Alle byggematerialer er velafprøvede, bæredygtige og lokalt producerede.

Skråningen er en del af et samarbejde mellem CASA A/S og EcoVillage om udvikling, finansiering og opførelse af to bofællesskaber i Danmark, hvor Scandi Byg er udvalgt som totalentreprenør grundet Svanemærkningen af boliger som fast standard.

De bæredygtige bofællesskaber er opført i rumstore boksmoduler af træ. Udover konstruktioner af certificeret træ, udføres facadebeklædningen med profilbrædder i Thermowood. Boligerne er designet med et basismodul og forskellige ekstramoduler. Herved består bofællesskaberne af alt fra mikro-boliger til større flerværelsesboliger. Boligerne er opført i syv forskellige boligtyper fordelt på ét til to plan. Skråningen I består af 46 ejerboliger på 40-137 m2 samt et fælleshus på 600 m2, hvor Skråningen II består af 53 ejerboliger på 40-119 m2 med et 725 m2 stort fælleshus. Boligerne fremstår meget lyse, bl.a. grundet husdybden på bare 7,5 meter. Indvendigt er boligerne opført i lyse materialer med store vinduespartier og højt til loftet. Hver bolig har desuden egen privat terrasse.

I bofællesskaberne prioriteres bæredygtighed og fællesskabet højt. Der er bl.a. elbilsdeleordning, mulighed for dyrkning af egen mad og økologisk fællesspisning i fælleshusene. Fællesarealerne, herunder de to fælleshus og flere mindre faciliteter placeret i tilknytning til boligerne, udgør hele 13,4 % af bebyggelsen på Skråningen. Fælleshusene indeholder eksempelvis gæsteværelser, teenageafdeling, TV-lounge, musikrum, kontorfællesskab, værksted, professionelt køkken og spisesal, fitnessrum samt indendørs pool.

Bofællesskaberne ligger som nabo til hinanden ved et fredet naturområde med gamle gravhøje på en skrånende grund ned til Lavringe Å, der bugter sig gennem byen. Der er 1,5 kilometer til Lejre Station, hvorfra der er 36 minutter med direkte tog til København.

Begge byggerier er opført som lavenergihuse med regnvandsgenanvendelse, papiruldsisolering og varmepumper. Boligerne og fælleshuset i etape 2 er desuden tilkoblet regnvandsgenanvendelsen til toiletskyl. På fælleshusene etableres solceller, som forsyner hver af fælleshusene. Det har herudover været muligt for ejerne at tilvælge solceller til egen bolig, så boligen kan blive tæt på CO2 neutral.