Årsregnskab 2018

26 februar, 2019

Fortsat vækst løftede Scandi Bygs underliggende driftsindtjening i 2018

Scandi Byg øgede omsætningen til 501 mio. kr. og skabte en solid overskudsgrad på 4,3% i 2018 før en væsentlig regnskabsmæssig hensættelse til eventuelle forpligtelser i byggerier med MgO-vindplader. Med tiltag inden for bæredygtighed og innovation satte Scandi Byg standarden for fremtidens byggeri.

I 2018 skabte Scandi Byg 6,5% vækst og en omsætning på 501 mio. kr. med afsæt i et godt aktivitetsniveau og spændende projekter som et bæredygtigt bofællesskab ved Lejre, højskoleboliger i Roskilde og almene boliger i Slagelse.

Med afsæt i det øgede forretningsomfang løftede Scandi Byg resultatet af primær drift til 21,5 mio. kr. eksklusiv effekten af MgO-hensættelsen, hvilket skal sammenholdes med 6,2 mio. kr. i 2017. Det rapporterede resultat af primær drift faldt imidlertid til -46,5 mio. kr. som følge af en hensættelse på 67,9 mio. kr., der skal dække omkostninger til udskiftninger af MgO-vindplader på et antal byggerier opført i perioden 2011-2013.

- Vi skabte god fremdrift i forretningen i 2018 og løftede omsætningen til en halv milliard med afsæt i gode opgaver og bundsolid drift året igennem. Vi har arbejdet på en stribe spændende projekter og sikret en god driftsindtjening, som desværre blev udhulet af en større hensættelse efter en uventet voldgiftskendelse i MgO-vindpladesagen, der fuldstændig ændrede retspraksis, siger adm. direktør Thomas Raunsbæk.

Scandi Byg fejrede 40-års jubilæum i 2018 og satte fortsat nye standarder for innovation og bæredygtighed i byggeriet med indkøring af virksomhedens robotanlæg i produktionen i Løgstør, lancering af boligkonceptet Domino og udbredelse af Svanemærket byggeri.

- Vores dygtige medarbejdere fokuserer dagligt på at optimere og automatisere Scandi Bygs produktion og arbejdsprocesser, så vi kan levere bæredygtigt kvalitetsbyggeri til tiden og samtidig drive en god forretning. I 2018 samlede vi 40 års erfaring og introducerede Domino-konceptet, der er en række gennemtænkte og fleksible boliger i varierende størrelser til konkurrencedygtige priser. Vi besluttede også at Svanemærke alle vores boligbyggerier og høstede anerkendelse for indsatsen for at fremme bæredygtighed i byggeriet, da vi vandt Miljøprisen ved Building Awards i 2018, siger Thomas Raunsbæk.


For yderligere oplysninger, kontakt venligst:
Adm. direktør Thomas Raunsbæk, tlf. dir. 3023 7915 og tra@scandibyg.dk