Vinder af Innovationsprisen

11 november, 2019

Vi har for 2. år i træk vundet en pris ved Building Awards

Torsdag den 7. november 2019 blev den danske byggebranche fejret, da årets Building Awards løb af stablen med både konference og gallafest i København.

Vi var for 2. år i træk nomineret til en af de i alt 10 priser, og i år vandt vi Innovationsprisen for at have udviklet og implementeret vores robotanlæg, der som det eneste i Danmark kan producere unikke byggerier ud fra arkitekttegninger. Med robotanlægget har vi nemlig bevist, at robotteknologi kan implementeres i byggebranchen, hvis man er innovativ og tænker i nye rammer.
Juryens begrundelse lød: Virksomheden går forrest og demonstrerer, hvordan man kan øge produktiviteten og skabe større fleksibilitet i en tid, hvor manglen på kvalificeret arbejdskraft er udtalt. Samtidig har vinderen bragt ny viden i spil ved at samarbejde med lokale robotvirksomheder om projektet.

Adm. direktør Thomas Raunsbæk udtalte ved prisoverrækkelsen:
Vi er så stolte i Scandi Byg. For snart 3 år siden besluttede vi os for at forsøge at sætte standarden for fremtidens byggeri med vores innovative og bæredygtige byggeproces. I 2018 blev vi belønnet med Miljøprisen ved Building Awards og i aften vandt vi Innovationsprisen. Vi er godt på vej til at indfri vores vision.

Ved sidste års Building Awards vandt vi Miljøprisen for at indføre Svanemærkning af vores boligprojekter som standard og dermed gøre det nemt for bygherre at vælge en dokumenteret bæredygtig løsning for nye byggeprojekter.

Du kan læse mere om vores robotanlæg og automatiserede byggeri her.

Hvis du vil vide mere om vores svanemærkede byggeri eller robotproduktion, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 9867 2500.