Vi vandt...

12 november, 2018

Scandi Byg vandt Miljøprisen ved årets Building Awards for at introducere Svanemærket byggeri som standard

Fredag den 9. november blev den danske byggebranche fejret, da årets Building Awards blev uddelt ved en flot gallafest i Langelinie Pavillonen i København.

FN’s 17 Verdensmål og bæredygtigt byggeri var omdrejningspunkt for dagens konference, og ved aftenens awardshow blev der uddelt 11 priser til virksomheder i den danske byggebranche, som har arbejdet mod et grønnere og mere bæredygtigt byggeri.

Scandi Byg vandt årets Miljøpris for at være en ansvarlig virksomhed med fokus på bæredygtighed i byggeriet, og for at have indført Svanemærkning af vores boligprojekter som standard.
Juryens begrundelse lød: ”Scandi Byg gør det nemt for bygherre at vælge en dokumenteret bæredygtig løsning for nye byggeprojekter, som ikke går på kompromis med kvaliteten. Scandi Byg er en stor inspiration for fremtidens byggerier.”

Adm. direktør Thomas Raunsbæk udtaler: ”Glæden var stor, både hos os fra Scandi Byg, som var til stede ved showet, men også de mange kolleger som fulgte med live, da Scandi Byg vandt Miljøprisen. Jeg er pave-stolt over, at vi i Scandi Byg hver dag forsøger at sætte standarden for fremtidens byggeri med vores innovative og bæredygtige byggeproces. Det var fortjent, at vi vandt Miljøprisen.”

I december 2017 opnåede vi som den eneste virksomhed i Danmark at få en Svanemærkning af selve vores byggesystem, og vi har valgt at alle vores boligbyggerier fremover bliver svanemærkede – uden meromkostninger for bygherren. Dermed har vi gjort det nemt for bygherrer og fremtidige beboere at få et dokumenteret bæredygtigt byggeri.

Og vi stopper ikke her. For os er der tale om en løbende udvikling, og Svanemærket er blot et skridt – om end et vigtigt skridt – på vejen mod et mere CO2-neutralt byggeri.

Du kan læse mere om bæredygtighed og Svanemærket i Scandi Byg her og om Building Awards her.

Hvis du har spørgsmål til vores løsninger, er du velkommen til at kontakte os på +45 9867 2500.