Tak for i år

21 december, 2021

Julen og nytåret står for døren, og traditionen tro vil vi benytte lejligheden til at se tilbage på året, der er gået. Og trods endnu et år med håndsprit, afstand og mundbind kan vi glæde os over et begivenhedsrigt 2021 med flere bemærkelsesværdige aktiviteter.

Christian Halkens første år som administrerende direktør for Scandi Byg er gået – og sikke et år det har været. Han har sammen med vores dygtige kollegaer øget virksomhedens fokus på bæredygtighed yderligere, herunder både miljømæssig, økonomisk og social bæredygtighed. Det har blandt andet ført til, at vi har indført LEAN-styring i produktionen, og hele 56 medarbejdere har fået kørekort hertil. Og resultaterne er til at føle på. Vi har nemlig fået tocifrede produktivitetsforbedringer samt mere end 400 forslag til forbedringer inden for sikkerhed, kvalitet og produktivitet. Sideløbende har vi det seneste halve år gennemført ikke færre end syv forskellige kurser inden for blandt andet bæredygtig produktion og fået fire nyuddannede DGNB-konsulenter.

Sat nye standarder for træbyggeri
2021 blev også året, hvor vi for alvor satte en streg under vores innovative evner inden for modulbyggeri i træ. Vi fik efter en række brandtests godkendt vores trækonstruktioner, hvilket betyder, at vi som de første på det danske marked kan bygge præfabrikeret modulbyggeri i træ på mere end fire etager. Det er ikke blot et vigtigt skridt for Scandi Byg, men for træbyggeri generelt. Godkendelsen skaber nemlig endnu flere erfaringer og muligheder for at øge andelen af træ i byggeriet i Danmark og dermed reducere byggeriets samlede CO2-udledning.

Det var dog ikke kun i brandtestene, at vi scorede topkarakter. Det samme gjorde sig gældende i forbindelse med vores byggeri Gartnergården i Høje-Taastrup, hvor vi blev placeret blandt landets bedste målt på kundetilfredshed og -loyalitet. Det er vi naturligvis meget stolte over, og vi glæder os over, at vores kunder finder samarbejdet og byggerierne tilfredsstillende. Det betyder dog ikke, at vi fremover hviler på laurbærrene. Vi fortsætter ufortrødent med vores fokus på at sikre høj kundetilfredshed i 2022.

Vi sætter en ære i at udvikle koncepter og projekter, der kan være til gavn for både samfundet, miljøet og mennesket. Og i år førte det blandt andet til lanceringen af vores nye koncept, som består af daginstitutioner bygget som modulbyggeri i træ, der kan certificeres med eksempelvis DGNB og Svanemærket. På den måde vil vi med konceptet gøre det endnu lettere for landets kommuner at bygge og opføre miljørigtige institutioner.

Foruden daginstitutioner har studieboliger også fyldt en del i årets løb i form af studieboligkonceptet Studio[Home], der består af 800 studieboliger fordelt i Lundtofte og Ballerup. Derfor var det også en glædelig nyhed, da projektet blev hædret med Building Awards Projektudviklingspris.

Et spændende 2022 venter forude
Nu ser vi frem til at tage fat på et spændende 2022 efter juleferien. Vi vil fortsat fokusere på byggeriets klimaaftryk og dermed bidrage til at nedbringe CO2 i byggeriet med endnu mere modulbyggeri i træ. Vi glæder os til at fortsætte vores udvikling med at sætte standarden for fremtidens byggeri og vores gode samarbejder.

Vi ønsker alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår!