Svanemærkede ældreboliger

05 november, 2019

Vi har taget det første spadestik til Gartnergården, der bliver Danmarks første svanemærkede ældreboliger

Mandag den 4. november var der inviteret til Første Spadestik på Gartnergården i Høje Taastrup.

Projektet består af 30 svanemærkede ældreboliger samt et fælleslokale, og Scandi Byg skal som delegeret bygherre opføre Gartnergården for Boligselskabet AKB Taastrup med KAB som byggeforretningsfører.

Byggedirektør i KAB Rolf Andersson gav i forbindelse med det første spadestik udtryk for, at Gartnergården kommer i top tre blandt ældreboligerne i KAB-fællesskabet, og han udtalte: ”Den type byggeri, vi står med her – industrielt byggeri i en delegeret bygherremodel – kommer vi til at se mere af i fremtiden.”

Boligerne kommer til at ligge i en ny bydel mellem City 2 og Høje Taastrup Station. Den nye bydel på Skjeberg Allé bliver en spændende blanding af almene familie- og ældreboliger i kombination med ejerboliger og private udlejningsboliger.
I kvarteret har vi allerede bygget Egeskovvænge med 96 boliger for AKB Taastrup og er godt i gang med at opføre Gaardhaverne med 52 svanemærkede ejerboliger for MT Højgaard.

Boligerne er tegnet af Tranberg Arkitekter samt All Arch, og GHB Landskabsarkitekter har designet udearealerne.

Du kan læse mere om Gartnergården på KABs hjemmeside.

Hvis du har spørgsmål til projektet ellers vores andre bæredygtige byggerier, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 9867 2500.