Scandi Byg bliver ambassadør for Boss Ladies

22 maj, 2024

Et ønske om at tiltrække flere kvindelige medarbejdere til produktionshallerne i Løgstør har resulteret i, at Scandi Byg er blevet virksomhedsambassadør for projektet Boss Ladies. Det skal forhåbentlig øge antallet af kvindelige ansøgere til stillinger i produktionen yderligere.

Medarbejderstaben i Scandi Byg skal være mangfoldig, og det har længe været en høj prioritet for Scandi Byg at skabe plads til alle uanset køn, alder og baggrund. Nu bliver der sat yderligere skub på diversiteten i produktionshallerne, da Scandi Byg er blevet virksomhedsambassadør for det nationale projekt Boss Ladies – en organisation som arbejder for at tiltrække flere kvindelige talenter til erhvervsuddannelsernes tekniske fag samt til jobfunktioner inden for områder som bygge- og anlægsbranchen.

- De seneste år har Scandi Byg sat mere fokus på at tiltrække kvinder til vores produktion gennem en dialog med kommuner, jobcentre og uddannelsessteder. Nu skærper vi vores fokus yderligere som virksomhedsambassadør for Boss Ladies, og dermed forpligter vi os blandt andet til at have fokus på diversitet i rekrutteringsprocessen, siger Henrik Lundgaard Jensen, produktionschef i Scandi Byg.

Vil være bannerfører for diversitet

Produktionshallerne i Løgstør tæller mere end 130 medarbejdere, hvoraf ti af dem er kvinder. Selvom ambitionsniveauet er langt højere, har den nuværende tilgang af kvindelige kollegaer ifølge Henrik Lundgaard Jensen allerede været med til at skabe en helt ny dynamik blandt medarbejderne.

- Vores kvindelige medarbejdere er ikke bange for at give igen, og selvom tonen aldrig har været hård, så har den da været præget af, at der er en stor overvægt af mandlige ansatte. Men vi oplever, at tonen er blevet mere inkluderende, og det er med til at skabe en endnu bedre stemning på arbejdspladsen, fortæller Henrik Lundgaard Jensen og fortsætter:

- At vi får brudt et så at sige mandsdomineret arbejdsområde, som vores produktionshaller traditionelt set har været, giver nogle spændende dynamikker og et endnu stærkere sammenhold, som er med til at udvikle organisationen. Den udvikling skal vi proaktivt være bannerfører for, så vi kan tiltrække endnu flere kvindelige faglærte, ufaglærte og lærlinge til Scandi Bygs produktion i fremtiden.

Se mere om jobmulighederne i Scandi Byg her: