Partner i internationalt forskningsprojekt

10 maj, 2021

Som partner i det fireårige EU-støttede innovationsprojekt, Build in Wood, der har til formål at fremme træ i byggeriet, skal Scandi Byg bidrage med byggeteknisk ekspertise inden for præfabrikeret modulbyggeri. Projektet har 21 internationale partnere, der repræsenterer den samlede værdikæde inden for træbyggeri, og sammen skal partnerne udarbejde forskellige træløsninger til hele Europa.

Byggebranchen er en af de største bidragsydere til den negative klimapåvirkning, men hvis der anvendes mere træ i byggeriet, vil det påvirke CO2-udledningen positivt. Og netop træ i byggeriet vil det EU-støttede forsknings- og udviklingsprojekt Build in Wood fremme. Det sker med hjælp fra 21 partnere fra 11 forskellige lande, der alle har samme mål om at etablere træ som et naturligt valg, når der skal opføres bygninger i Europa.

Projektets partnere repræsenterer den samlede værdikæde fra skov til færdigt byggeri, og her er Scandi Byg blevet indbudt af projektholderen Teknologisk Institut som partner for at bidrage med ekspertise inden for præfabrikeret modulbyggeri.

- Det er et meget spændende og ikke mindst vigtigt projekt, som vi er blevet en del af. Build in Wood har fokus på at udvikle træbyggeriet og lave helt konkrete løsninger på træbyggeri, som kan anvendes i alle lande. Her skal vi hos Scandi Byg bidrage til, hvordan træløsninger kan konstrueres og udføres. Vi har nemlig mange års erfaring med at udvikle bæredygtigt præfabrikeret modulbyggeri – og med vores netop godkendte brandtests kan vi også bidrage med vores erfaringer med etagebyggeri i træ i forhold til de højeste brandkrav, fortæller Mikael Mathiasen, der er konstruktionsingeniør hos Scandi Byg og projektleder på Build in Wood.

Udvikling af træløsninger i fællesskab
Build in Wood-projektet hører under EU-programmet Horizon 2020, der med et samlet budget på 75 milliarder euro er et af verdens største programmer inden for forskning og innovation. Projektet løber over en fireårig periode, hvor partnerne sammen skal udarbejde ti forskellige projekter og både teste bio-materialer, afprøve innovative metoder og udvikle konkrete træløsninger.

- Vi har allerede udviklet flere træløsninger til projektet. Blandt andet har vi for nyligt arbejdet på et facadesystem sammen med flere Build in Wood-partnere, som kan passe til bygninger rundt om i hele Europa. Vi er også i gang med udviklingen af en designguide, hvor man kan gå ind og se, hvordan man bygger en kvalitetssikret træbygning efter de gældende krav uanset beliggenheden i Europa. Igennem projektet er vi derfor med til at udvikle træløsninger, der rent faktisk kan bruges i virkeligheden – og som ikke blot er prototyper – og det er en vigtig pointe med projektet, siger Mikael Mathiasen.

Viden på tværs af aktører
Foruden at bidrage aktivt til at fremme træbyggeri i hele Europa fremhæver Mikael Mathiasen det store netværk af eksperter, som Scandi Byg er en del af igennem projektet:

- Vi har fået et kæmpe netværk med toneangivende virksomheder i hele Europa, og vi lærer rigtig meget af hinanden i projektet. Vi er et stærkt hold med alt fra forskere til materialeproducenter, arkitekter og entreprenører. Derfor bliver vi også præsenteret for den nyeste viden inden for alle områder af træbyggeri. Blandt andet bliver der arbejdet med den nyeste forskning inden for livscyklusanalyser og end of life-genanvendelse. Og det er jo viden, som vi kan bygge videre på internt i Scandi Byg, siger han.

Du kan læse mere om Build in Wood-projektet her: Build-in-wood.eu.