Digitalt ledelsessystem sikrer høj og ensartet kvalitet i modulbyggeri

21 juni, 2022

Kvalitet og kvalitetssikring er højt på dagsordenen hos Scandi Byg. Virksomheden har derfor de seneste år investeret i de nyeste digitale kvalitetsledelsessystemer, der sikrer en ensartet høj kvalitet i byggeriet samt gennemsigtighed fra den spæde start i byggeprocessen til det færdige modulbyggeri på byggegrunden.

Kvalitet er det absolut vigtigste kriterie, når der skal bygges nyt. Det viser en temperaturmåling, som Scandi Byg for nylig har foretaget blandt byggebranchens aktører, herunder arkitekter, rådgivende ingeniører og professionelle bygherrer. Faktisk svarer hele 81 procent af de adspurgte, at de vægter kvalitet højere end blandt andet pris og størrelse, og det er et resultat, som Scandi Byg glæder sig over. Kvalitet står nemlig særlig højt på virksomhedens dagsorden.

Scandi Byg har de seneste år investeret i de nyeste digitale platforme, som optimerer processen og sikrer, at modulbyggerierne har en ensartet og høj kvalitet - hver gang.

- Langt størstedelen af de respondenter, som vi har været i dialog med, svarer, at de vægter kvalitet højest, når der skal bygges nyt. Det er glædeligt, for et kvalitetsbyggeri kan holde mange år i fremtiden, og det er en bæredygtig tankegang. Samtidig sparer man med en god kvalitet også meget unødvendig besvær, som kræver tid, penge og ressourcer. Derfor er det også et parameter, som vi vægter ekstremt højt i vores produktion af modulbyggerier, således bygherrer landet over kan få gode byggerier, fortæller administrerende direktør hos Scandi Byg, Christian Halken, og fortsætter:

- De seneste år har vi investeret i de bedste digitale systemer, som hjælper os med at tilrettelægge processer, sikre kontrol og en høj forudsigelighed i hele byggeperioden. Vi arbejder nemlig med et internt kvalitetsledelsessystem, som stiller krav til hele byggeprocessen fra start til slut.

Effektiv og nøjsom kvalitetssikring
Scandi Bygs kvalitetsledelsessystem er bygget op efter principperne i den internationale standard ISO9001, der blandt andet stiller krav til processtyring, kundefokus, risikostyring, medarbejderudvikling og løbende forbedringer. Systemet sørger for, at byggeprocessen bliver systematisk dokumenteret og gennemtjekket løbende, således kvaliteten er i top og eventuelle fejl kan opdages i tide. Derudover har Scandi Byg desuden flere autorisationer og certificeringer, som bygger ovenpå kvalitetsledelsessystemet.

- Ved hjælp af vores kvalitetsledelsessystem har vi en yderst effektiv og meget nøjsom kvalitetssikring igennem hele byggeprocessen. Systemet består af en lang række tjeklister inddelt i forskellige faser, som alle medarbejdere følger nøje og skal godkende, før næste fase kan igangsættes. I systemet bliver processer og materialer løbende dokumenteret både skriftligt og med fotos, hvilket sikrer, at vi fanger eventuelle fejl og flaskehalse så tidligt i forløbet, at korrektion kan finde sted tidsnok til, at det ikke påvirker aftalte deadlines. Vi anvender også systemet i kommunikationen med eksterne myndigheder og andre relevante stakeholders, så det er et meget effektivt og optimeret system, som vi følger, forklarer Q manager hos Scandi Byg, Trine Rosenberg, som til dagligt har ansvaret for kvalitetsledelsessystemet.

Skaber gennemsigtighed overfor bygherre
Foruden en høj og ensartet kvalitet er Scandi Bygs store fokus på kvalitetssikring ifølge Trine Rosenberg ligeledes medvirkende til at sikre en transparant byggeproces. Derudover kan Scandi Byg nemt imødekomme bygherres særlige ønsker og krav via systemet:

- Da vi har en høj sporbarhed i systemet og gennemtestede byggestandarder, betyder det også, at vi lettere kan imødekomme bygherres ønsker til blandt andet certificeringer såsom Svanemærket og DGNB, eller hvis der er andre særlige krav, som de vil have dokumenteret. I så fald tilføjer vi blot denne del til vores system, som produktionen følger. Både under og efter byggeriet kan vi således give bygherre adgang til systemet og sende alle dokumenter, så de kan se og følge med i hele processen. Det sikrer gennemsigtighed og giver både os hos Scandi Byg og bygherre en tryghed i forløbet, forklarer hun.