Scandi Bygs modulbyggeri blev fremvist på Danmarks største bæredygtighedsfestival

17 september, 2021

Da Tomorrow Festival, der har til formål at inspirere danskerne til at leve mere bæredygtigt, løb af stablen, var vi hos Scandi Byg selvfølgelig med. I samarbejde med PensionDanmark blev en af vores udstillingsboliger placeret på festivalpladsen, så alle deltagerne kunne opleve, hvordan et bæredygtigt hjem i træ kan se ud.

Tomorrow Festival, der er Danmarks største festival for bæredygtighed, er netop blevet afholdt i Valbyparkens naturskønne områder i Københavns Sydhavn. Festivalen havde til formål at motivere til handling ved at give deltagerne værktøjerne og lysten, så vi sammen kan skabe en bedre fremtid.

Her var fokus særligt på hjemmet, transport og mad, som er de områder, hvor man som forbruger og privatperson kan gøre den største forskel for klimaet. Vi havde derfor i samarbejde med PensionDanmark opstillet en af vores modulbyggerier i træ, så alle festivalgængerne kunne få syn for sagen og opleve et bæredygtigt hjem, der er svanemærket og således opført med udgangspunkt i, hvad der er et godt valg for miljøet:

- Det er et rigtig spændende og ikke mindst vigtigt initiativ, som Tomorrow Festival har taget. Festivalen har givet en helt anderledes måde at tale om bæredygtighed på, og festivaldeltagerne har på nært hold kunnet opleve vores modulbyggeri i træ, som lever op til skrappe krav i hele livscyklussen. Det vil sige krav til både materialer, byggeprocessen, brugsfasen, affalds- og recirkuleringsfasen, fortæller Jesper F. Hoffmann, der er Scandi Bygs salgsdirektør, og fortsætter:

- Byggeformen er således både et godt valg for miljøet og for de mennesker, der skal opholde sig i boligen. Og det fik vi mulighed for at fortælle meget mere om til de mange besøgende, der udover interesserede slutbrugere inkluderede to ministre og en podcastoptagelse. Der var faktisk så mange besøgende i boligen, at vi måtte indtage græsplænen ved siden af for at tale mere om CO2-aftryk, hvordan modulbyggeri bliver opført og ser ud som færdigt byggeri.

Tomorrow Festival var bygget op omkring forskellige scener, hvor der både var koncerter med kendte kunstnere, talks og forskellige oplevelsesområder med installationer og happenings spredt ud over festivalpladsen.  

I forbindelse med udstillingen på festivalen har vi fået udarbejdet en video om, hvordan vores modulbyggerier bliver til – fra tegnestue til montage på byggepladsen. Du kan se hele videoen her.

Kontakt os